Investeringer
i private equity


En investering i en private equity-fond er langsigtet - tidshorisonten er typisk 10 år. Investeringerne er relativt illikvide og kan kun vanskeligt afhændes uden tab før udløbet af tidshorisonten. Det hænger sammen med, at fondene investerer i porteføljevirksomheder, hvor værdiforøgelsen, fx i form af teknologispring og/eller udnyttelse af markedspotentialet, skabes i løbet af fondenes ejerperiode. Typisk vil private equity-fonde sigte mod at have ejerandele i porteføljevirksomhederne i 3-7 år - af og til længere afhængigt af virksomhedens produkt og branche.

Afkastet på en investering i en private equity-fond følger normalt en J-kurve. I de første år vil afkastet være negativt, hvorefter det gradvist vokser frem mod udløbet af fondens levetid. Udviklingen skyldes flere faktorer og er særligt udpræget for venturefonde.

For det første afholdes omkostninger til etablering og drift af fondene. For det andet værdiansættes de gennemførte investeringer til kostpris i starten af ejerperioden. Først senere i ejerperioden danner værdiskabelse i porteføljevirksomhederne grundlag for opskrivning af værdierne i fonden. For investeringer i venturesegmentet ses denne værdiskabelse ofte først, når nye investorer indskyder kapital eller ved et egentligt salg af virksomheden. Tilsammen betyder det, at den bogførte værdi af en porteføljefond i de første år typisk vil være mindre end den indbetalte kapital.

Forvaltere og investorer følger løbende udviklingen i fondene. Om afkastet i sidste ende står mål med forventningerne kan i princippet først gøres op, når alle porteføljeselskaber i fonden er afhændet, og fonden er opløst.

 

Private equity-investeringers J-Kurve